del 2 af 3

Du strækker dig og vender dig om. Du ligger dejligt blødt, og luften føles frisk og klar. Madrassen gynger stilfærdigt. Du hører lyden af skvulpende vand.
En gyngende seng? Vand? Så er du i hvert fald ikke hjemme i dit værelse!
Du slår øjnene op og ser, at du ligger på nogle puder ved siden af ven1 og Vilter Ørngot i en træbåd. Kina! Nu husker du det, du er i Kina. Før du faldt i søvn, sejlede I ned ad en underjordisk flod et sted under Den Kinesiske Mur. Nu er I kommet ud på en bred flod omgivet af høje bjerge. Solen er ved at stå op, og vandet er næsten spejlblankt. Det er meget smukt.
“Du er vågen, (barnets navn),” siger den gamle kinesiske kvinde. Hun står stadig ved styrepinden. “Solopgangen over Yangtze floden er noget af det smukkeste på denne jord.”
“Har du slet ikke sovet,” spørger du søvnigt.
“Jeg har sovet det, jeg skal i mit liv,” siger kvinden. Hun smiler til dig med sine varme, mørke øjne.

“Hvor er vi, (barnets navn)?” spørger ven1 søvnigt.
“Vi er på Yangtze floden,” forklarer du.
Den kinesiske kvinde finder skåle med dampende ris frem til jer.
“Ris til morgenmad,” siger du overrasket, men det smager godt, og selv Vilter kan ikke finde noget at brokke sig over.
“O isat,” siger han med ris sprøjtende ud af munden.
Han synker og gentager:
“God risret!”
Omkring jer drejer floden skarpt mellem grønklædte bjerge, og pludselig ser I flere både. De er på vej til og fra en lille fiskerby. Byen består af træhuse bygget på pæle ude i vandet Der er små broer imellem dem, og det ligner et godt sted at lege fangeleg, tænker du. Da I kommer tættere på, vinker fiskerne i de andre både til den gamle kvinde.
“Hvordan kan det være, at folk kan se dig?” spørger du. “Sagde du ikke, at du er usynlig for almindelige mennesker?”
“Det er kun på jeres side af Den Kinesiske Tunnel, i jeres tid, at jeg er usynlig. Her i min hjemby kan alle se mig,” siger kvinden.

Hun fortøjer båden ved en træbro. Nysgerrige børn flokkes omkring jer, og en lille, ældgammel mand i enkelt tøj kommer hen til båden.
“Xia, du er tilbage,” siger han.
“Min bedste Shunyan,” siger hun, og omfavner ham.
“Jeg havde engang en tam flodhest, der hed Xia,” siger Vilter.
“Ha, det passer i hvert fald ikke,” siger ven1.
“Nånej, det gør det heller ikke. Det var min myresluger, der hed Xia. Og den var ikke særlig tam.”
Vilter finder sit allerbredeste smil frem.