del 1 af 2

Du vågner ved, at noget slimet svømmer rundt i dit øre. Uhh, det kilder. Med din tommelfinger og pegefinger tager du fat om det slimede i dit øre og kigger på det. Det er et lille dyr, mindre end en regnorm og næsten gennemsigtig.
“Ud!” siger det med lille bitte stemme.

Du kaster forskrækket dyret fra dig.
“Av!” hører du det råbe. “Hvor uforskammet!”
Du sætter dig op og kigger rundt. Der er mørkt og lugter ret meget af fisk, men du kan se, at du ligger i kurven og kigger lige op i Vilters magiske luftballon. Nåja! Pludselig husker du det hele: Du tog på drømmetur med Vilter og bamse, og bamse var levende og kunne tale og alt muligt, og Vilter styrede jer lige ind i munden på hvalen Vidda, verdens eneste røde blåhval, og som heldigvis er så forkølet, at den ikke kan synke jer. Så talte de mange små dyr som var fanget i hvalens mund til dig, og du besvimede.

Vilters store og rare, men også ret frække øjne ser bekymret ned på dig, og du mærker noget blødt, der aer dig på hånden. Du kigger ned og ser bamse kigge bekymret op på dig.
“Er du okay, (barnets navn)?” spørger den.
“Hej bamse,” siger du glad og giver den et kæmpe kram. Nu føles alting pludselig lidt mere trygt og rart.
Og så er det, du hører den mærkelige lyd, du også hørte, inden besvimelsen. Lyden kommer fra alle sider, det er en pibelyd, der bliver gentaget igen og igen.

“Hvad er det for en lyd?” spørger du bamse.
“Det er alle de små dyr,” siger den og giver dig en lommelygte. Du lyser rundt i hvalens mund, der er lige så stor som en hel gymnastiksal. Det drypper ned fra loftet, og en ordentlig slimklat lander på din arm. Adr badr.
Du lyser nedad og ser, at luftballonen står oven på hvalens tunge. Hele gulvet er faktisk tunge, og det er fuld af store bjerge af det dyr, som kildede i dit øre. De hedder krill, siger Vilter, for han ved alting. Nogle gange. Der må være tusind hundreder trilliarder uendeligt mange af dem, og nu kan du høre, at de alle sammen råber det samme med deres små pibestemmer:
“Ud!”
“Ud!”
“Ud!”

“Vil de gerne ud?” spørger bamse, og du nikker. bamse er så klog.
“Ja, der er ingen, der kan lide at blive spist,” siger bamse. “Kun kager fra bageren. De bliver faktisk sure, hvis ingen gider at spise dem.”
“Hvor ved du det fra?” spørger du, for det er nemlig et godt spørgsmål.
“Jeg har en grandfætter, der er kage,” svarer bamse. “Han er en Napoleonshat og føler sig vældig fin på den.”
“Men er der ingen, der gider spise ham?
“Nej, for han er så sur altid, så alle tror, han smager surt, og det gør han sikkert også. Han er ret gammel nu.”