Et eventyr, en heks og jagten på bamse – del 3 af 4

Et eventyr, en heks og jagten på bamse

del 3 af 4

I sidste episode faldt I i søvn i Torneroses slot. Kommer I til at vågne igen, og har I så sovet i hundrede år? Nu er det på tide at finde prinsessen og finde ud af, hvordan I kan vække hende.

Karakterer du møder på rejsen

del 3 af 4

Du strækker dig i sengen. Stadig med lukkede øjne prøver du at få din krop til at vågne. Det føles, som om du har sovet i dagevis. Men sengen er så dejlig, du vil slet ikke vågne. Den er så blød, at en konge kunne sove sin højheds-søvn i den.
Konge? Nu husker du! Du er i Torneroses slot sammen med Vilter Ørngot. Eller, prinsesse Ullabert, som hun åbenbart hedder i virkeligheden.

Hvor længe har I sovet? Hundrede år? Du håber, at drømmebolsjerne, som I spiste, lige før I faldt i søvn, virkede. Med det ene øje åbent ser du Vilter ligge ved siden af dig. Han ligger helt ude ved sengekanten og snorker som en søsyg sumpbæver.
“Vilter, vågn op!”
Du giver ham et skub, og han bumler ned på gulvet.
“Hvad sker der, (barnets navn)?”
Hans snorken bliver skiftet ud med et højlydt gab.
“Vi må finde ud af, hvor længe vi har sovet, Vilter! Min mor bliver rigtig sur, hvis jeg har ligget her i hundrede år!”
“Bare rolig, (barnets navn), jeg er sikker på, at drømmebolsjerne virkede.”

Vilter kommer usikkert på benene. Han kigger ud gennem vinduet.
“Tjørnehækken er kun blevet nogle meter højere, så vi har ikke sovet i mere end to dage,” konstaterer han. “Kom, (barnets navn), jeg er sulten, lad os finde det kongelige køkken!”
Det skal Vilter ikke sige to gange. Du kan ikke huske, at du nogensinde har været så sulten, som du er lige nu.

I løber ned ad den store trappe i slottets forhal. Der er helt stille i slottet. Hist og her ligger der tjenere og sover. En kat sover for enden af trappen lige foran en lige så sovende mus. Du løfter musen om bag et skab, så den ikke bliver til kattemad, hvis katten vågner først. Det er et stort slot. Sammen går gennem smukke sale med guldtapeter og kostbare møbler. På væggene hænger malerier af gamle mænd og gamle damer med gamle børn i gammelt tøj fra mega gamle dage.

For enden af en lang gang finder I omsider køkkenet. En hær af kokke er faldet i søvn derude, ligesom de var ved at anrette store fade med den lækreste mad, du længe set. Kokkene ligger hulter til bulter. En af dem har stadig en stor hummer i hånden. Men lige nu ser du ikke andet end de store fade med mad. Der er gigantiske skåle med frugt og grøntsager. En helstegt gris ligger ved siden af et bjerg af rejer. Men det er intet i forhold til kagefadet, der er helt dækket af de lækreste kager og boller og chokolader.
“Vilter, er det her sådan en drøm, hvor man spiser søde sager til morgenmad?” spørger du håbefuldt.
“Grnkskldv,” svarer Vilter med munden fuld af lagkage.
Det betyder ja! Du kaster dig over sagerne, og efter alt for kort tid er du fuldstændig proppet.

Vil du læse mere?

Denne godnathistorie er en del af Drømmepakke 3

Udover denne historie får du 9 andre spændende, sjove og skøre godnathistorier hvor dit barn har hovedrollen sammen med Vilter Ørngot, verdens bedste drømmepilot. Lad dit barn drømme med Vilter i aften!