To fartglade drager og en sørøver i gips – del 2

To fartglade drager og en sørøver i gips

del 2 af 2

Du er havnet på et sørøverskib hos en rar sørøverkaptajn med armen i gips. Men hvad med Vilter og dragerne? Og hvad med den blå borg af is, I skulle besøge på Antarktis?

Karakterer du møder i drømmen:

del 2 af 2

Det er mørkt i rummet, da du vågner. Først tror du, at du ligger i dit værelse, men så vænner dine øjne sig til mørket, og du får øje på et maleri af en mand med stor hat, klap for øjet, træben og armen i gips – og du husker det hele. Du fløj på dragen Ding, så bragede I lige op gennem bunden af et flyvende sørøverskib, og nu ligger du i sørøverkaptajnens seng med bamse i dine arme. bamse har fået et plaster midt på maven. Den må have slået sig lidt i sammenstødet.

Du kan høre latter ovenpå. Heldigvis har dine ben det meget bedre, og du beslutter dig for at gå op på dæk. Det er nat. Under skibet bølger et tykt tæppe af skyer, men over dig er det stjerneklart, og du kan se Mælkevejen lige så tydeligt. Det ligner et maleri med en masse hvide prikker på en blå baggrund, men du lærte engang, at det faktisk er mange milliarder stjerner, der lyser, og at Mælkevejen er navnet på den galakse, du bor i.

På en bænk sidder sørøverkaptajnen med et glas skummetmælk i hånden, og ved siden af ham sidder en, du kender rigtig godt: verdens bedste drømmepilot!
“Vilter!” råber du glad og giver ham et kæmpe bjørnekram, så I begge tumler omkuld på skibsdækket.
“Hej (barnets navn), det var på tide, du vågnede din slumreklump. Det er jo fjollet at sove hele sin drøm væk. Hils på kaptajn Bo,” siger Vilter og peger på sørøverkaptajnen.
“Kaptajn Bo?” siger du. “Sagde du ikke, at du hed Kaptajn Klo?”

Kaptajnen slår en buldrende latter op og forklarer, at han hele tiden bliver forvekslet med kaptajn Klo, og derfor bliver sørøverskibet konstant angrebet af Peter Pans venner, der vil kæmpe imod ham.
“Har det mon noget med dit navn og dit tøj at gøre?” spørger du Kaptajn Bo.
Han klør sig i skægget.
“Hvordan mener du, (barnets navn)?” Kaptajnen sukker og slår ud med armene.
“Jeg har slet ikke lyst til at kæmpe mod nogen. Jeg vil bare gerne være gode venner,” siger han bedrøvet. “Faktisk kan jeg ikke tåle synet af blod. Det er derfor, jeg er den eneste ombord på skibet, for jeg er bange for at ramme nogen med mit sværd, når det stikker sådan frem.”
Du ser på hans arm, som han har bundet til den stol, han sidder på, så ingen skal komme til skade.

“Hvad er der sket med Ding og Dong?” spørger du bekymret, for du kan ikke se dem nogen steder.
Vilter fortæller, at han og Dong først opdagede, at Ding og dig var væk, da de fløj over Victoria-vandfaldene i Zambia, som er et land i Afrika.
“Vi fløj tilbage for at lede efter jer, og så var det, vi fik øje på sørøverskibet med et par drageben stikkende ud nedenunder. Det så ret sjovt ud. Et flyvende skib med drageben!”
Sammen med Dong trak Vilter Ding fri og vækkede hende. Hun havde fået en ordentlig bule lige i knolden, men ellers havde hun det fint.
“Og nu spiser dragerne skumfiduser nede i forrådskammeret,” siger Vilter.

Du går derned og ganske rigtigt: Der sidder de to drager og putter skumfiduser på deres skarpe klør, inden de puster ild ud af næseborene og griller fiduserne dejligt brune.
“(barnets navn)! Dejligt at se dig. Kom og få en ristet fidus,” siger Ding, og det vil du gerne, indtil du ser, at der også ryger lidt snot med, når de puster ild ud af næsen, så skumfiduserne bliver fulde af små, grønne drage-snotklatter.
“Puha, jeg er pludselig helt mæt,” siger du og propper i stedet munden fuld med rå skumfiduser, uden de ser det.

Vil du læse mere?

Denne godnathistorie er en del af Drømmepakke 4

Udover denne historie får du 9 andre spændende, sjove og skøre godnathistorier hvor dit barn har hovedrollen sammen med Vilter Ørngot, verdens bedste drømmepilot. Lad dit barn drømme med Vilter i aften!