“Læv læv læv. Bla bla blæ. Lup lup.”
Jeg ser på Vilter. Han sidder i min seng. På knæet har han en bog. Han læser højt fra den. Det er en gammel bog. Der er mørkt på mit rum. Det eneste lys kommer fra bogen. En lysende bog? Det er smart. Så skal man ikke tænde lampen.

“Kan du læse, Vilter?” spørger jeg.
“Shh, (barnets navn), jeg læser,” siger Vilter. “Blæ bla bla. Blis blas.”
Han følger teksten med sin finger. Det kan ikke passe, tænker jeg.
“Giv mig lige bogen.”

Jeg tager bogen fra Vilter.
“Så snart du ikke har taget den, må du få den,” siger Vilter og tager bogen tilbage.
“Nu har jeg ikke taget den mere,” siger jeg. Vilter smiler og rækker mig den.
“Godt, så får du bogen.”

Bogen er tung. Den lugter gammel. Jeg kigger i den. Siderne lyser. Det er som at læse på en iPad. Men det er stadig en bog. Jeg læser der, hvor Vilter læste.
“Hej din ræv. Bilen bor blandt børn. Læs mig. Kagen koger over.”
Jeg ryster på hovedet.
“Det var ikke det, du læste, Vilter.”
“Jo det var,” siger Vilter.
“Det giver heller ingen mening,” siger jeg.
“Jo, det gør,” siger Vilter.
Han tager bogen fra mig.