“Fisk!”
“Mmh mmh,” siger jeg, for jeg sover. Jeg gider ikke tale om fisk.
“Fars fisk!” siger stemmen.
“Mmh, sagde jeg,” siger jeg.
“Fars fisk er væk!”

Nogen skubber til mig. Nu sover jeg ikke mere.
“Er det dig, Vilter,” spørger jeg med et øje åbent.
Det er lidt dumt at spørge nogen, hvem de er, mens man kigger på dem med et øje. Især hvis man kender dem rigtig godt. Men Vilter ligner ikke sig selv. Han smiler ikke, og det plejer han.

“Du smiler ikke, Vilter,” siger jeg.
“Fars fisk er jo væk,” siger han.
“Hvad for en fisk? Og hvad for en far?” spørger jeg.
Jeg sætter mig op i sengen.
“Din far. Hans fisk.”
“Jeg har en far,” siger jeg. “Men han har ikke nogen fisk.”
“Det er jo det, jeg siger,” siger Vilter. “Fars fisk er væk.”

Vilter tager mig med ind i stuen. Midt på gulvet står et stort akvarium. Det er tomt. Og det plejer ikke at stå der. På akvariet er der et skilt.
FARS FISK står der.
“Se,” siger Vilter. “Fars fisk er væk. Og det der er det eneste, der er tilbage.”
Han peger på et sted i akvariet. Jeg ser efter. Nede i vandet er der et hul. Det er formet som en lille fisk.
“Hvordan kan der være et hul i vandet?” spørger jeg.
“Dummer-nik! Det er jo fordi, fisken er væk,” siger Vilter.