del 2 af 2

Du vågner af larmen. Den begynder som en svag buldren, men vokser sig højere og højere, og da du endelig får åbnet øjnene helt, er de mange dyrs skræppen og brølen og pippen øredøvende.
”Så er vi her, (barnets navn),” siger chimpansen, der kalder sig Codie.
Du ligger stadig lunt og blødt i hendes behårede arme, da hun svinger sig gennem de sidste træer, inden I kommer til en lysning, hvor hun sætter dig ned på jorden, og sammen går I hen mod et enormt amfiteater bygget af træ.
”Er her ikke bare flot, (barnets navn),” spørger Codie, og du nikker – alt for forbløffet til at kunne sige noget.

Amfiteatret er lidt som et almindeligt teater med en scene og plads til, at en masse mennesker kan se på, men her er scenen bare udenfor. Og der er ingen mennesker på tilskuerpladserne, der er i stedet slanger i alle farver, pumaer der slikker deres poter, papegøjer der taler i munden på hinanden og næsehornsfugle med kæmpestore næb.

Helt ovre i den ene side kan du se en gruppe løveaber, der reder deres lange pels med en kam. Du kan se kamæleoner, der står og blærer sig med, hvor hurtigt de kan skifte farve. En rød orangutang med lyserødt forklæde går rundt og sælger popcorn, og fire flotte flamingoer står på deres lange, tynde ben og ser vigtige ud med politihatte på hovedet. Det er nok dem, der skal sørge for ro og orden.

Du har aldrig i dit liv set så mange forskellige dyr samlet på ét sted. Og aldrig hørt så meget larm. Det er noget andet end hjemme i din hjemby!
”Du må hellere få de her,” siger Codie og rækker dig to ørepropper. ”Alle bliver så højlydte til de her krokokampe. Du skal ikke være bange, de er bare begejstrede.”
Nå ja, nu husker du, at det er en krokokamp, du og Vilter er inviteret til. Men du har stadig ikke fundet ud af, hvad en krokokamp er, og du vil ikke spørge Codie igen, for det lød, som om det er noget, man bør vide, når man befinder sig i en regnskov.