pandaen Bo Fiddlestix

Hvem er

pandaen Bo Fiddlestix

– drømmeverdens mindst nuttede panda

 

Se alle vores karakterer
Vilter fortæller:

Der findes en helt særlig pandabjørn. Han elsker chips og alt andet, der er usundt, og så hader han at være nuttet.

Jeg mødte Pandaen Bo, da han bare var en lille bitte nuttet panda i en nuttet pandafamilie. Det var dengang, jeg boede i Kina. En dag var jeg på tur i tågeskovene på min ethjulede cykel, og så sad han bare der midt på skovstien med sin sorte og hvide pels og sine store runde øjne. Helt nuttet.

Vi talte ikke så meget sammen, for han kunne kun sige gaga og gugu, men nogle få uger senere hørte jeg, at han var blevet fanget af pandajægere og sat i en zoologisk have, hvor han slet ikke kunne lide at være. Der var overhovedet ikke sjovt, for det eneste han måtte lave var at spise bambus dagen lang og se nuttet ud, når nogen kiggede på ham.

Han blev vist nok uvenner med sin familie, for de syntes, det var hyggeligt bare at gå rundt og se nuttet ud, men det gad Bo ikke. Så da han blev lidt større, tog han navneforandring. Egentlig hed han Bo Jensen, men han ville være verdensberømt, og så kan man ikke hedde Bo Jensen, så skal man hedde noget sejt. Som for eksempel Bo Fiddlestix.

Det var faktisk mig, der hjalp med at flygte fra zoologisk have. Jeg kender to søde drager, der hedder Puff Et og Puff To, og de tog fat om Bo Fiddlestix’ ben og fløj ham ud af zoologisk have og hele vejen over det, der hedder Stillehavet. De gav først slip på ham, da de kom til en kæmpe regnskov, hvor det så ud til, at han kunne lande blødt i de grønne trætoppe.

Her mødte han aben Codie, og de blev bedste venner. Han blev også venner med en helt masser andre dyr, for Bo Fiddlestix er sådan en panda, som alle bliver venner med. Hvis du spørger de fleste dyr i regnskoven, er han dyrenes rigtig konge, og derfor er hans eneste u-ven løven. Den mener nemlig, at den er dyrenes konge.

Bo Fiddlestix har kun en enkelt svaghed: Han kan utrolig godt lide chips og sodavand og alt, der er usundt. Han kan godt lide hængekøjer og drinks med paraplyer i, og så HADER han at se nuttet ud. Han nægter simpelthen. Han vil hellere være sej eller farlig eller doven eller usynlig som en ninja (især det sidste er han ret dårlig til, for han vejer næsten 400 kilo og har en kæmpe bagdel).

Du kan møde Bo Fiddlestix i flere historier, blandt andet på Omvendtsplaneten og på Den Store Ballontur, hvor han er dommer i en drabelig krokokamp.

Hilsen verdens bedste drømmepilot

Vilter Ørngot

 

Du kan læse om pandaen Bo Fiddlestix i følgende historier: