Chimpansen Codie

Hvem er

Chimpansen Codie

– VIlters allerbedste chimpanse-ven

 

Se alle vores karakterer

Normalt er det ikke så smart at have mange, lange hår på muskuløse arme, hvis man er en pige. Men Codie er glad for sit udseende – selv om det engang var lige ved at koste hende livet.

Vilter fortæller:

Der er mange, der siger, at aber ligner hinanden, men det synes jeg ikke. De er lige så forskellige som os mennesker. Og når det gælder chimpansen Codie, er der tale om en af de smukkeste aber, jeg nogensinde har mødt.

Jeg så hende første gang, da jeg styrtede ned i den sydamerikanske jungle med min luftballon. Du var også med, kan du huske det? Vi var nær styrtet ned i en vulkan, men så blev det junglen i stedet.

I begyndelsen var du lidt bange for Codie og forstod ikke, hvad hun sagde, men så fik du et abe-snak-drømmebolsje og lod hende bære dig i sine store, stærke abearme, mens du sov. Jeg sov også, og vi vågnede først, da vi nåede hen til krokokampen.

Jeg tror ikke, du har set hende siden, men det har jeg. Det var til en skønhedskonkurrence på Antarktis. Der var flere hundrede forskellige dyr, og alle regnede med, at pingvinen ville vinde. Men så fandt Codie på at smøre sig ind i hårgele, så alle hendes lange hår stod lige op i vejret, og det så vildt sejt ud.

Pingvinen tog det pænt, da Codie vandt, men pelikanen var rasende. Den fløj i saltomortaler og hev den ene hvide kanin ud af sin næbpose efter den anden, men den blev alligevel kun nummer fire, og så var det, at Codia faldt gennem isen, fordi pelikanen havde boret en fælde.

Jeg skyndte mig at sluge et søløve-bolsje, så jeg kunne svømme ned i vandet og hente Codie op lynhurtigt og helt uden at fryse, og lige siden har vi været rigtig gode venner. Hun inviterede mig engang hjem til fødselsdagsgilde i junglen, hvor alle var inviteret – selv dovendyrene, der ellers altid bare kommer og spiser og lægger sig på sofaen.

Jeg tror faktisk, at jeg snart vil tage dig med på en drømmerejse ned til junglen igen, så vi kan finde på noget sjovt sammen med Codie. Jeg har hørt, at hendes chimpanse-brødre har bygget en kæmpe vandrutsjebane helt fra toppen af det store vandfald og ned til stedet, hvor elefanterne øver sig i at sprøjte vand ud af snablerne så hårdt og præcist, at de bedste af dem kan ramme de næbbede næsehornsfugle på lang afstand.

Hilsen verdens bedste drømmepilot

Vilter Ørngot

Du kan møde Chimpansen Codie i følgende historier: