Jeg vågner af en lyd, jeg ikke helt kender. Først tror jeg, det er et dyr, men så får jeg øje på Vilter.
Han ligner ikke sig selv, for han har et flot, blåt jakkesæt på, en kæde af lys om halsen, en høj hat oven på pilot-hjelmen – og et trut-horn i munden. Det er trut-hornet, der laver lyden.

”Hej Vilter,” siger jeg. ”Har du været til fest?”
”Hej (barnets navn). Nej, men jeg skal til fest,” svarer han.
”Sejt, hvor henne?” spørger jeg.
”Her!” Vilter slår armene ud og smiler sit bredeste smil.
”Her? Hvornår?”
”Nu!”

”Men, der er jo midt om natten. Og min familie sover. Det tror jeg altså ikke, at du får lov til,” siger jeg og ærgrer mig lidt, for hvor ville det bare være fedt at holde en fest i vores hus. Det har jeg aldrig prøvet, ikke sådan rigtigt, og i hvert fald aldrig om natten.
”(barnets navn), nu skuffer dig mig. Tror du ikke, jeg har tænkt på det? Bare rolig, jeg har givet resten af din familie et sove-drømmebolsje, så de vågner ikke – lige meget, hvor høj musik vi spiller.”

Jeg tænker lidt. Alle mine venner sover jo.