Sådan gik det til, at Vilter fik indlagte børn til at smile

Sådan gik det til, at Vilter fik indlagte børn til at smile
13. april 2021 Lars Henriksen
Vilters og Oscar med gratis godnathistorier til hospitaler

Det er ikke sjovt at være indlagt – slet ikke som barn. Derfor har vi sendt drømmepiloten Vilter Ørngot ud på landets hospitaler for at give børnene hovedrollen i en godnathistorie fuld af gak og løjer.

Gratis historier til hospitaler

Vi var så heldige at få midler fra en række fonde, så vi kunne tilbyde vores koncept helt gratis til hospitalerne, og vi gik i gang med at skrive. Det endte med en føljeton på tre historier, hvor vores drømmepilot Vilter Ørngot kommer til det hospital, barnet er indlagt på, og tager barnet med op i det flyvende skib Lakridsalia og hen til HoPsitalet – et helt særligt sted kun for legesyge børn, hvor selv den ondeste mavepine kan hoppes væk.

Tanken var at blande virkelighed og fantasi så meget sammen, at barnet faktisk kunne leve sig nok ind i historien til at glemme alt om nåle og den slags. Og så de ville tænke på noget sjovt fra historien i stedet for at blive bange, når de så en læge eller sygeplejerske.

 

Vilter og Legeheltene

Da vi begyndte at kontakte hospitalerne, opdagede vi hurtigt, at der allerede fandtes en ret fantastisk figur mange steder, som hjalp børnene med at være aktive og holde humøret oppe. De kalder sig Legehelte, men de gik hjem om eftermiddagen, så skulle Vilter ikke bare fortsætte deres gode arbejde om aftenen, spurgte vi Børneulykkesfonden, som stod bag Legeheltene. Og sådan begyndte det samarbejde, som foreløbigt fungerer på fem hospitaler i Odense, Skejby, Viborg, Aalborg og Herlev.

 

4-årige Gry har leukæmi

4-årige Gry har leukæmi

På H.C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense var fireårige Gry jævnligt indlagt med leukæmi. Hun fik allerede læst Vilter-historier højt derhjemme og betragtede ham som en ven, hun kunne betro selv de mest uartige uartigheder, så da hun under en af sine indlæggelser fik at vide, at Vilter også fandtes på hospitalet, blev hun glad. Og mere tryg, fortalte hendes mor, Mette Spangsberg Sørensen, i et indslag til TV2. For Gry var eventyrene med Vilter en måde at rejse lidt væk fra alt det, som ikke var så rart på et hospital. Virkeligheden blev mere udholdelig, fordi de slemme ting – at sidde i kørestol og blive stukket og den slags – blev forbundet med noget sjovt i historierne.

 

Oscar på fem møder Vilter i Viborg

På Viborg Sygehus havde Malene Rind og hendes femårige søn Oscar den samme oplevelse. Oscar var blevet akut indlagt og opereret for blindtarmsbetændelse, og da han vågnede op sent på aftenen, forvirret og bange, lå der ved hans side en lille bog med første del af historien om Vilters HoPsital. Hans mor havde været ret urolig for, hvordan de skulle komme igennem natten, men de kendte også Vilter hjemmefra, så da en sygeplejerske kom med bogen, lyste Oscar helt op og udbrød: JAAHH!

Oscar med son mor og far efter indlæggelsen

“Oscar havde pludselig sin ven Vilter hos sig og grinede højlydt af alle hans skøre påfund,” fortæller hun. “Vi sad tæt sammen i hospitalssengen og læste, og jeg kunne mærke, hvordan han slappede af og følte sig tryg. Det hjalp også mig til at slappe af, for nu følte jeg, at jeg kunne hjælpe min dreng. Og så er historierne jo faktisk vildt sjove, også for voksne.”

Det var fantastisk for os at få den feedback fra forældre og børn i en presset situation. Vi kunne også høre på personalet ude på hospitalerne, at historierne blev taget godt imod overalt, så vi besluttede os for at søge flere midler for at kunne dække omkostningerne ved at videreudvikle konceptet, så det kunne komme ud på endnu flere hospitaler og hjælpe endnu flere indlagte børn, og det er der, vi er nu. Vi har søgt om flere midler og er smugstartet på også at få Vilter til Regionshospitalet Nordjylland i Hjørring.

 

Tilbageblik

Da vi tilbage i 2017 begyndte at snakke om at skrive personliggjorte godnathistorier, handlede det mest om at hjælpe os selv til at blive bedre fædre, som ikke tabte tålmodigheden, når vi puttede vores børn. Vi ville have historier, vi faktisk selv gad at læse, og vi ville gøre dem så sjove og inddragende, at vores børn ikke kunne undgå at lytte efter og falde til ro. Men vores historier til indlagte børn giver mening på et endnu højere plan, og vi satser på at kunne komme ud til alle indlagte børn i hele landet. For alle børn – især de syge – fortjener at falde trygt i søvn med et smil på læben.

Der findes masser af Vilter godnathistorier også til børn som ikke er syge – se mere i Vilters app.

0 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*