Sådan får du dit barn til at læse mere

Sådan får du dit barn til at læse mere
2. oktober 2019 Lars Henriksen
Børn skal læse flere børnebøger

Alt for mange børn gider ikke at læse. Er dit barn et af dem, så læs her eksperternes bedste råd til, hvad du kan gøre. Og ikke mindst: hvorfor.

1.200 sekunder om dagen

1.200 sekunder. Eller 1,4% af et døgn. Eller 20 minutter om dagen. Hver dag! Så meget skal dit barn læse, siger lærerne i skolen.

Måske er du en af de mange forældre, der tænker: Pyha, det er meget, for det er næsten umuligt at få mit barn til at tage en bog i hænderne, og derefter at åbne den. Fat mod! Du læser lige nu det helt rigtige blogindlæg, for der er faktisk meget, du kan gøre for at gøre dit barn mere glad for at læse.

Hvis du mangler lidt motivation til at læse med dit barn, så skal du bare vide, at effekten af at læse godnathistorier (og historier i det hele taget) er noget, der faktisk er forsket en hel del i. Det er således veldokumenteret, at det at læse bøger – eller få dem læst højt om barnet ikke selv læser endnu – er afgørende for, hvor gode børnene bliver til at læse og skrive. De såkaldte PISA-undersøgelser af, hvordan danske skolebørn klarer sig, viser, at omkring 15 procent af alle elever har meget svage læsefærdigheder, og det vækker bekymring blandt dem, der har forstand på læsning.

At læse bøger stimulerer desuden evnen til at forestille sig det, bøgerne handler om, og stimulerer dermed også evnen til at fantasere. Det hjælper børnene til at blive bedre læsere, fordi de nemmere kan se for sig, hvad de læser om. Forskning peger på, at børn, der får læst historier højt, under alle omstændigheder bliver mere glade for at læse end dem, der ingen historier får. Og at det er vigtigere end at have et fagligt forspring, når man begynder i skole.

Uanset, om dit barn er gammelt eller dygtig nok til at læse, eller du læser højt, så hjælper det dit barn til bedre at forstå verden, reflektere over den og leve sig ind i andre menneskers liv. Når børn eksempelvis hører om Emil fra Lønneberg, lærer de om helt andre leveforhold end deres egen. Og om andre relationer mellem far og barn end den, de måske er vant til. I historierne om Alfons Åberg lærer børnene, at det er helt naturligt at have fantasivenner. Og de hører eksempler på, hvordan man kan opføre sig i forskellige situationer. Disse fordele får man ikke på samme måde af at se tegnefilm eller spille spil på en skærm, siger forskerne.

Okay, så hvis vi kan blive enige om, at læsning er sundt, så har eksperterne i læselyst mange gode råd til, hvordan man så får børn til at læse mere. En del råd går igen, så vi har samlet de tre mest centrale og lige-til-at-gå-til agtige råd.

1. Læs selv – og skilt med det

Børn gør som bekendt ikke, hvad de voksne siger, men hvad de voksne gør, så vær et læseforbillede for dit barn. Det behøver ikke være tykke bøger af russiske forfattere med lange navne. Læs det, du har lyst til. Læs avis. Læs magasiner. Læs nyheder på mobilen, men fortæl dit barn, at du læser nyheder, fordi det er vigtigt at følge med. Det kræver bare, at man kan læse ordentligt. I det hele taget: Skilt med din læsning. Hav bøger stående i reolen, så dit barn kan nå dem. Hav magasiner liggende på bordet med forsiden opad. Første skridt på vejen til at læse er at skabe fornemmelsen af, at læsning er helt normalt. Det kan ligefrem være dejligt!

2. Interesser dig for dit barns læsning

Det siger sig selv, at det er en god idé at interessere sig for det, man gerne vil have sit barn til. Alligevel er det svært. Der er jo så mange andre ting at holde styr på. Men måske hjælper det, når du hører, at adskillige undersøgelser har vist, at forældrenes interesse i deres barns læsning er den vigtigste enkeltstående indikator for, hvordan barnet klarer sig i skolen. Det kræver ikke engang det store: Spørg lidt ind til, hvad dit barn læser for tiden. Og hvad de skal til at læse. Snak lidt om handlingen og om, hvilken slags historier dit barn synes er mest spændende. Fortæl om, hvad du selv læste som barn. Og husk så at spørg lidt ind til bogen, når dit barn er færdig med at læse den, så de lærer at komme fra ord til forståelse af en hel tekst.

3. Læs med dit barn

Den direkte positive effekt af at læse med sit barn er slået fast flere gange gennem forskningen. Det er ikke bare noget, lærerne har fundet på for selv at slippe for besværet. Dansk forskning fra Simon Calmar Andersen har desuden vist, at de forældre, der har givet mest op i forhold til at hjælpe deres barn til at læse mere og bedre, faktisk får allermest ud af at læse med deres børn. Dels hjælper de deres barn, dels skaber de en tættere kontakt til barnet.

Synes du ikke, du har tid til at læse med dit barn i løbet af dagen, så gør det ved puttetid. Og er du træt af at læse de samme og måske endda dårlige historier, så prøv gerne vores godnathistorier med Vilter Ørngot (nej, det er slet ikke skjult reklame – så havde du jo ikke kunnet sen den ?) hvor dit barn får hovedrollen i historien. Det øger som regel motivationen til at læse eller lytte, hvis man selv er i centrum.

Vil du vide mere?

Læs her mere om hvordan du kan inspirere dit barn til at læse flere bøger:

10 konkrete råd til at finde glæden ved trykte bøger

Her er et konkret eksempel fra en skole, der har formået at skabe læselyst.

Landets førende ekspert i børns læselyst, Stine Reinholdt Hansen, siger at…

Læsehest

Hjælp os i jagten efter flere læseheste!

2 kommentar

  1. Thea 4 år siden

    Hej med jer kan man købe Vilter historie i papir /bog form? Jeg vil enormt gerne kunne sidde læse historie i bog form for vores barn, da jeg synes det er enormt hyggeligt at kan sidde med en god bog og læse højt for vores børn.
    Jeg synes at det er vigtigt at vores børn lærer værdien af læse i bøger fysisk og ikke kun sidde med en skærm, som kan distrahere dem med alle mulige ting og pop reklamer.

    • Anders Larson 4 år siden

      Hej Thea, Det er ikke muligt at få fat i en fysisk bog endnu. Vi arbejder på det, men tør ikke love præcis hvornår det kan blive muligt. I mellemtiden håber vi at du kan udnytte muligheden at slukke for lyset mens I læser godnathistorierne, så kommer der lidt mere sove-stemning i børneværelset.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*