Mange kender det alt for godt: Mor er favorit, når der skal puttes. Det kan skabe problemer for alle, men hvad gør man, når barnet bare skriger på sin mor og ikke gider sin far ved sengetid? En far har søgt efter svar.
Jeg har selv været der. Helt ærligt, så er jeg der stadig ganske ofte, selv om mine børn nu er seks og ni år: De foretrækker deres mor, når de skal lægges i seng. Heldigvis er de efterhånden så bevidste (og velopdragne!), at de trods alt ikke siger det direkte, men er dog altid særligt opmærksomme på, hvornår “det er mors tur til at putte”.
Mine godnat-kompetencer efterspørges ikke på samme måde. Selv ikke efter, at jeg har stiftet hjemmesiden vilter.dk, der leverer originale godnathistorier med det enkelte barn i hovedrollen. Jeg burde være godnatkongen! Men den titel sidder deres mor stadig tungt på.
Det gør nas.
For netop godnatritualet er der, børn søger allermest tryghed, og den vil jeg gerne kunne give dem i samme grad som min hustru. Desuden synes jeg, det er hyggeligt, og det er ofte her, jeg føler mig allertættest på mine børn.
På gode dage fortæller jeg mig selv, at det er helt naturligt, at børn søger mest tryghed hos deres mor. Det er den evolutionære udviklingshistories skyld. Mødrene har altid været tættest på, og selv om fædrene er ved at komme godt efter det, har de meget at indhente. Desuden er det jo ikke kun omkring putningen, mange børn søger deres mor mest. Det gør de også på alle mulige andre tidspunkter af døgnet.
Men det holder ikke helt. Jeg kender jo eksempler, hvor rollerne er byttet om, og læser man, hvad fagfolk skriver i de mange artikler og blogs om emnet, står det klart, at man for længst har forladt synspunktet om en særlig, eksklusiv binding mellem barn og moder. Med fædres generelt øgede involvering i deres børn er det blevet helt normalt, at børn knytter sig lige meget til deres far og mor. Nogle børnepsykologer melder endda om, at “far-syge” er blevet et stadig mere hyppigt fænomen.
Så når far ikke duer, handler det typisk om tilgængelighed, lyder det fra eksperterne. Og om, hvor stærk tilknytningen mellem far og barn generelt er. Enhver forælder – uanset køn – kan skabe traditioner omkring putningen, der gør dem til en tiltrækkende drømmemakker. Av. Så peger pilen jo på mig. Og på fædre generelt.
Hvad gør man så, når far ikke må putte?
Ét er jo, at faderfølelsen kan få skrammer. Noget andet er, at det lænker moderen til putteritualet, hvis der ikke skabes en bedre balance. Det er heller ikke sundt for barnet (eller forældrene), hvis barnet græder sig halvt i søvn, når mor ikke er hjemme til sengetid, og far er nødt til at putte.
Helt grundlæggende er man som forælder nødt til at acceptere, at især mindre børn har et stort behov for tryghed, ikke mindst i forbindelse med nattesøvnen, påpeger flere børnepsykologer. Så når barnet af den ene eller anden grund knytter sig særlig stærkt til den ene forælder, er det både normalt og sundt. Lige som det er normalt og naturligt, at børn gør alt for at trække putningen ud. Det er barnets behov, og det må man anerkende i stedet for at blive irriteret over, at det kan være besværligt at putte børnene, og at det i perioder kun er den ene forælder, der får lov.
Med denne anerkendelse følger, at man ikke skal gøre det til en ideologisk kamp, at far og mor skal putte nogenlunde lige meget. Det er vores behov, ikke barnets, kan jeg læse mig til. Omvendt skal man heller ikke bare lade sig koste rundt, så det gennemgående råd fra eksperterne er eksempelvis at lade far klare første del af putningen med lovning om, at mor kommer bagefter, så barnet i det mindste vænner sig til, at far er en del af putteritualet.
Okay, det er jo et af de der åbenlyst-rigtige-men-alligevel-irriterende råd, for det er nemmere sagt end gjort, når man er blevet afvist og skreget ind i hovedet en halv time for Gud ved hvilken gang, fordi det kun er mor (eller far), der dur. I den situation kan det være svært at anerkende noget som helst, man er bare såret og rasende og frustreret på samme tid.
Så er der lidt mere konkrete råd, man kan gribe ud efter? Det er der heldigvis!
1. Brug mere tid med dit barn
De fleste fædre har et fint forhold til deres børn generelt. De kan sagtens lege med dem, sørge for dem og i det hele taget være en aktiv del af deres opvækst. Men hvis det alligevel kniber med at blive lukket ind i putteritualet, så skru op for tiden, hvor far og barn er alene sammen på andre tidspunkter af døgnet og gør tilknytningen endnu stærkere. Det vil også øge muligheden for at blive en mere naturlig del af soverutinen, siger fagfolk. Simpelt, men effektivt.
2. Far overtager rutinen
Når der så er skabt et tættere bånd mellem far og søn, vil det alt andet lige være nemmere for far at overtage stadig mere af putningen. En række fagfolk anbefaler faktisk denne gradvise overgang, hvor både mor og far er med, men hvor far fylder stadig mere (læs mere her).
3. Vær sammen om løsningen
Det siger næsten sig selv, men er alligevel et råd, der går igen og igen i de mange spørgsmål og svar om emnet – ikke mindst fra helt almindelige forældre, der har haft samme udfordringer. Et mor- eller far-sygt barn er et fælles problem, og derfor skal løsningen også være det. Der findes utallige eksempler på især fædre, der forsøger at komme mere på banen, men reelt ikke får lov af mødrene, som kommer listende, når gråden bliver for uudholdelig. Eller som bliver for jaloux, hvis det faktisk lykkes faderen at komme tættere på barnet.
Derfor: Lav faste aftaler om, hvad I gør. Vær enige om, at det er de rigtige aftale og hold hinanden fast på dem. Faste rutiner er noget af det mest tryghedsskabende for børn – især når de er små – så hvis I konstant bryder jeres aftaler og dermed også rutinerne, er det ikke bare frustrerende for jer, men også jeres barn.
4. Vælg den rigtige putterutine
Det er farligt at sige det, men en forklaring på, at far bliver fravalgt ved sengetid, kan faktisk også være, at han gør det forkert. Men, man kan vel ikke putte sit barn forkert? Jo, det kan man faktisk, og der er masser af faldgruber. Ni af de mest typiske kan du læse om i dette indlæg.
Det kan også være, at far ikke gør det decideret forkert, han vælger bare ikke de bedste metoder – for ja, der er metoder, der er mere hensigtsmæssige end andre. Jeg har samlet ni af dem, eksperter på området fremhæver som de mest centrale, i denne blogpost.
Det vigtigste af alle råd er, at man faktisk har en putterutine og holder sig til den. Nogle fædre (sådan nogle som mig) er utålmodigt anlagte og synes, putterutinen nemt bliver kedelig, fordi den netop er en rutine, og indføjer derfor alle mulige spontane ting. Specielt når børnene er helt små, er det ikke nødvendigvis smart. Gentagelse. Gentagelse. Gentagelse. Det kan være dræbende, men det er nøglen til den gode putning.
5. Du er nødt til at gide det
Og apropos utålmodige fædre. Der findes også en del fædre, hvor det ikke blot er utålmodigheden, der står i vejen for, at man i det mindste bliver andenvalget, når aftenens putter skal findes. Nogle fædre gider simpelthen ikke. De ved godt, at de bør, men egentlig har de ikke lyst, og det mærker barnet selvfølgelig.
I lange perioder har jeg selv hørt til den kategori. Jeg kunne ikke være i gentagelserne og langsommeligheden og tuderiet og alle krumspringene. Derfor søgte jeg viden og råd om, hvordan jeg kunne overbevise mig selv om, at jeg godt gad, for jeg gad jo faktisk godt at gide. Jeg fandt flere løsningsmuligheder:
Forsøg at gøre det at putte børn til en mulighed for at glemme alt om arbejde og resten af verden. Luk dig selv ind i børneboblen, selv om den kan føles temmelig klaustrofobisk og til tider direkte åndssvag (nogle gange overvejer jeg, om man faktisk bliver lidt dummere, hver gang man er tvangsindlagt til at høre og se sine børn gentage de samme konflikter igen og igen, ord for ord, handling for handling).
Mulighed a) virkede for mig nogle gange, men langt fra altid, så jeg tænkte over, hvordan jeg kunne få noget, jeg godt kunne lide, ind i rutinen. Og jeg har altid godt kunnet lide at skrive og fortælle fantasifulde historier, så det gjorde jeg til en fast (og stor) del af rutinen. Og det har været en stor succes. Det skyldes formentlig, at godnathistorier er noget af det bedste og vigtigste, man kan give sine børn – læs meget mere om dette i denne artikel fra Politiken.
Men det skyldes garanteret også, at mine børn kunne mærke, at jeg faktisk godt gad. Så hvis det kniber med at finde gejsten omkring sengeritualet, så forsøg at find et eller andet, du godt gider, og gør det til en naturlig del af ritualet.
