Hvornår ved man, om en startup idé er god nok? Vores startup DEL 2

Hvornår ved man, om en startup idé er god nok? Vores startup DEL 2
9. april 2018 Anders Larson
Fra startup idé til at starte en virksomhed

Vores startup handler om drømme. Vores drømme om frihed og drømme i form af godnathistorier til børn. Men hvad skal der til, før drøm kan blive til virkelighed? Og hvordan ved man, om en startup idé er god nok til at bygge en virksomhed på?

af Anders Larson

Hvem er jeg?

Lad mig begynde med et af livets store spørgsmål: Hvem er jeg? (bare rolig, der er en pointe med at begynde her…) Jeg er uddannet jazzmusiker. Jeg lever af at spille trækbasun, komponere og arrangere musik. Men jeg er også iværksætter, og de seneste år har jeg i hjertet nok mest af alt været ham, der gerne ville bygge op og måske endda finde frem til den helt rigtige forretningsidé, der kan gøre mig til det, jeg allerhelst vil være: Fri.

Fra trækbasun til godnathistorierJeg har bygget WordPress-sites til blogs om jazz og basunspil, solgt e-bøger, opbygget mailinglister og nørdet med online marketing. Jeg har lyttet til timevis af podcasts om iværksætteri, taget nogle enkeltfag på CBS og lavet tonsvis af skrivebordsskuffe-startups. Nogle af idéerne var faktisk ret gode (måske skulle jeg give nogle af dem væk her på bloggen ved lejlighed), andre helt til grin. Men jeg har manglet den der helt særlige forretningsidé. Den, som virkelig fik mit blod i kog, og hvor jeg kunne se både et stort potentiale og se at mine egne kompetencer ville gøre en afgørende forskel.

Den der særlige idé har jeg omsider fundet, og jeg er i fuld gang med at omsætte den til virkelighed.

At komponere godnathistorier

At være jazzmusiker handler om improvisation og kreativitet. At improvisere på en scene er at skabe i realtid. For mig er det at komponere og arrangere musik dybest set det samme som at improvisere, der er bare lidt mere tid til at tænke over tingene. Og publikum er ikke kommet endnu.

Med min baggrund som jazzmusiker kombineret med et stort interesse for kommunikation, sprog og det skrevne ord var springet til at skrive drømmehistorier overraskende lille. Eller, jeg skriver ikke godnathistorier. Jeg komponerer dem. Ligesom når jeg komponerer musik, er der en intro, tilbagevendende melodier, stemninger, harmonier, form og en afslutning. Tonerne og rytmerne er bare skiftet ud med ord.

Måske er det en af de primære grunde til, at vilter.dk blev den startup, som fik mig til at satse om ikke alt, så en hel del:
Her følte jeg, at jeg virkelig kunne byde ind med noget reelt. Der var et problem (mange forældres udfordringer med at få deres børn lagt i seng), og jeg havde en løsning (godnathistorier, der fanger børnenes fulde opmærksomhed, fordi de selv har hovedrollen). Det gav mening. Både for mig og andre, og det tror jeg er en helt afgørende drivkraft, hvis en startup skal have succes.

Hvis min startup i stedet handlede om en snedig måde at booke tandlægetider på – bare for at tage et eksempel – ville jeg ikke på samme måde føle, at mine kompetencer kom i spil, eller at jeg forandrede noget vigtigt. Eller at jeg havde hjertet med. Det ville gøre det sværere at holde gejsten oppe.

Så på den måde er spørgsmålet “hvem er jeg?” måske et godt sted at begynde, når man skal mærke efter, om ens startup idé er værd at satse på.

“Far, giv mig en drøm!”

I 2015 begyndte jeg at fortælle drømme til mine børn som et alternativ til at læse godnathistorier. I starten var fortællingerne ret abstrakte; Rejser i bløde drømmelandskaber eller fantasifulde, sjove oplevelser. Drømmehistorierne blev fortalt i perioder. Der kunne gå uger eller et par måneder uden drømme, men de blev ved med at vende tilbage. Hverken børnene eller jeg kunne give slip på dem.

Da min søn en aften så på mig og sagde: “Far, giv mig en drøm”, vidste jeg, at jeg havde fat i noget. Han havde brug for den drømmeverden, jeg kunne skabe for ham. Og gøre ekstra levende ved at gøre ham til en aktiv del af den. Han havde jo hovedrollen hver gang, og det var næsten virkelige eventyr, han blev sendt ud på. Det skabte en indlevelse, almindelige godnathistorier ikke kan skabe.

Mine fortællingerne bliver skrevet ned

I løbet af 2016 begyndte jeg at skrive mine drømmehistorier ned. Typisk kastede jeg mig over computeren allerede om aftenen for at skrive den drøm, jeg lige havde fortalt børnene. Det var godnathistorier om bamser, talende møbler, skovture og varm sne om sommeren, og de var sådan set fine nok. Men var de spændende nok til, at andre børn også ville høre dem?

Det spørgsmål vendte hele tiden tilbage til mig, for en idé var begyndt at rumstere i mit hoved: Efter mine mange forsøg på at få den der iværksætteridé, der skulle sætte mig fri, havde jeg så faktisk fundet den – uden at opdage det – med mine godnathistorier? Historiernes evne til at få mine egne børn til at falde hurtigere til ro og i søvn – kunne jeg mon overføre den til andres børn. Og måske endda tjene penge på det?

Det står skrevet mange steder i diverse bøger og blogs om iværksætteri og startups, at jo mere, man har hjertet med i projektet, og jo mere tydeligt det er, at man løser et reelt problem som mange mennesker har, jo større er chancen for, at der kan komme en god forretning ud af idéen. Jeg syntes, jeg havde begge dele, men hvordan gjorde jeg det til en god forretning?

Den nøgle manglede jeg stadig at finde. Og det skulle vise at tage næsten et år, før jeg fandt den. Det var en fantastisk fornemmelse, men betød også nye udfordringer, for hvordan får jeg nøglen ind i nøglehullet? Mere om det i næste del af denne blogserie.

Dette er en blog om startup virksomheden vilter.dk. Jeg skriver løbende om vores overvejelser og erfaringer (også de dyrtkøbte!). Og om, hvorfor det altid er værd at forfølge sine drømme. På vilter.dk kan man finde personliggjorte godnathistorier, der har det enkelte barn i hovedrollen. Og som har til formål at gøre det nemmere og sjovere at få dit barn i seng. Og denne blog vil afsløre om det bliver en god forretning!

0 kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*