Hvad skal jeg drømme om, spørger dit barn, og hvad gør man så, hvis man ikke lige er i fantasifuldt lune? Læs her, hvordan du gør det nemmere for dig selv.
Hjemme hos os kan man altid regne med det samme spørgsmål om aftenen, når godnathistorien er læst, ryggen er kløet og kinden kysset godnat: Hvad skal jeg drømme om, far?
De første 100 gange foreslog jeg det åbenlyse, nemlig at drømme om den historie, vi lige havde læst. Men det var ikke godt nok. Det skulle være noget andet. Nå, hvad finder man så lige på? Klokken er allerede mange, og voksentiden er i fare for at skrumpe ind til det bare ingenting.
Der findes ingen manual eller nemme tricks. Men her er en række råd til, hvordan du kan gøre det nemmere for dig selv. Det virker faktisk – i hvert fald hos os.
1. Keep it simple
Du behøver ikke at fortælle en ny historie, du skal “bare” skabe et billede af en situation, som dit barn selv kan digte videre på for sig selv. Brug ikke mere end fire-fem sætninger såsom: Du kan drømme, at der går en rutchebane fra dit vindue og ned i en swimming pool, men der er ikke vand i swimmingpoolen, den er i stedet fuld af slik (nævn eventuelt det slik, du ved, at dit barn er mest vild med). Du er ikke alene, dine bedste venner er der også (nævn navnene på de bedste venner). Og I har det bare sjovere end nogensinde!
2. Inddrag hverdagen, men pak den ind i magi
Det kan være svært at finde på en historie, selv en hurtig én, så brug det, dit barn har oplevet den dag eller sidste weekend. Måske har dit barn haft idræt i skolen eller været på tur eller besøgt bedsteforældrene eller slået sig. Alt kan bruges som start på en historie, den skal bare føres et magisk sted hen. I idræt kan de pludselig flyve og spiller basketball i luften. På turen finder de en usynlighedskappe, så dit barn vinder gemmelegen. Bedsteforældrene viser en hemmelig lem i gulvet, der fører til et land fuld af søde drager, man kan flyve på. Og skrammen på knæet kan føre til, at der kommer en god fe med magisk salve, der får det til at gøre mindre ondt, og dit barn og feen tager rundt til alle de mennesker i byen, som også har ondt, så de også kan blive hjulpet.
Der skal ikke så meget til!
3. Vælg et klart tema
Når du skal skabe rammen om historien, er det vigtigt, at du holder dig til en ret enkel historie med et klart tema. Det kan være noget med slik (det er ret populært hos min yngste på syv), noget med at hjælpe andre, noget med maskiner, prinsesser, drager, eventyr i rummet. Hvad som helst. Men hold dig til en historie ad gangen.
4. Stop på det rigtige tidspunkt
Sørg for at stoppe historien der, hvor det er oplagt, at dit barn skal tage over. Det er dit barn, der skal fylde svømmebassinet med slik. Dit barn der skal trykke på knappen, der får dørene i rumskibet til at lukke sig og motoren til at starte. Dit barn, der vælger, hvad der skal være nede i den hemmelige tunnel under mormor og morfars gulv.
5. Skriv dine idéer ned
De første punkter virker måske fint den første uge. Men hvad så, når du løber tør for idéer til gode drømme? Og hverdagen ikke lige har budt på oplagte emner? Du kan eksempelvis have en lille notesbog med gode emner, du kan trække frem. Så du har noget at tage udgangspunkt i.
Emner til godnathistorier kan være:
- magiske kræfter (at flyve er populært hos os, men det kan også være at tale med dyr eller gøre legetøjet levende)
- noget dit barn interesserer sig for – eller det, de fleste børn interesserer sig for (dinosaurusser, maskiner, prinsesser, heste osv)
- godt selskab – en god ven, yndlingsbamse eller måske en fantasiven (var der nogen der sagde drømmepilot?)
Jeg vender altid tilbage til den samme håndfuld temaer, selv om jeg prøver at forny mig:
Alting bliver til slik. Hemmelige tunneller og døre til andre verdener. Rummet. Noget med vand. Magiske kræfter.
Er du gået helt i stå, kan du selvfølgelig også tage den nemme løsning og læse en af Vilter Ørngots godnathistorier, hvor dit barn har hovedrollen i fortællingen. Dem findes der en masse af lige her. Men selv om vi gerne vil sælge dig godnathistorier, kan vi varmt anbefale selv at finde på fortællinger løbende. Det giver nærvær ved puttetid.
God fornøjelse.