Mmm, Lakridsalia. Det lyder lidt som en slags fredagsslik. Og i godnathistorier må man da godt spise fredagsslik hver dag, ik? Men du ville få ordentlig tandpine, hvis du forsøgte at spise Lakridsalia. Hør her Vilter, verdens bedste fortælle-om-sjove-ting-fortæller (ifølge ham selv), fortælle hvorfor.
Vilter fortæller:
Jeg er rigtig glad for Lakridsalia. Sådan som i rigtig ekstra glad for hende. Og jo, det er en hun, selvom hun hverken har pæne øjne eller flotte ører. Kan du huske hende?
Lakridalia er mit flyvende piratskib. Og ikke nok med, at hun kan flyve, hun kan altid finde vej til [Drømmehavet], og hun kan gøre det hurtigere, end man kan nå at sige “Piratfisk er ikke en fisk, pirater spiser, men en fisk, der spiser pirater” – hurtigt tre gange efter hinanden.
Det er vigtig at huske at fortøje Lakridsalia ordentligt til noget. Lygtepæle virker fint. Bøgetræer og shoppingcentre er også gode, men at bruge cykler eller rododendronbuske er en dårlig idé. Hun har det med at stikke af. En gang måtte jeg spise fire flyve-drømmebolsjer bare for at kunne fange hende igen. Hun var blevet til en bittelille prik oppe på nattehimlen, og hvis jeg ikke fanget hende hurtigt, var hun gået i kredsløb omkring månen.
Det er sejt at have sit eget sejlskib! Lakridsalia er et stort skib med tre høje master og store sejl. Det er derfor, hun kan flyve. Øverst oppe i masterne er der udsigtsposter. Det kilder rigtig meget i maven, hvis du kravler helt derop, men så kan du også få øje på både pirater og slikbutikker på flere kilomilliteters afstand.
Kanonerne, jeg var lige ved at glemme at fortælle om hendes kanoner! De er vildt seje. Har du din egen kanon? Jeg har otte styk, fire på hver side af Lakridsalia. Hvis jeg støder ind i nogle pirater, der kun er en lille bitte smule farlige, skyder jeg med skumfiduser. Pirater får nemlig mavepine, hvis de spiser for meget skumfidus.
Hvis piraterne ser lidt farligere ud, skyder jeg med lakridskugler. Dem får man rigtig ondt i maven af, hvis man altså rammer dem i maven.
Skulle der være nogle helt tosset skrappe pirater på færde, finder jeg mit hemmelige våben frem; tyrkisk peber-kuglerne. Når de eksploderer, kommer der stærkt lakridspulver over det hele, og jeg har endnu ikke set den pirat, som ikke nyser lakrids-snot i timevis bagefter. Det vil du ikke prøve, tro mig.
Oppe på Lakridsalias dæk lugter der hyggeligt af tjære. Mit yndlingssted på skibet er bag roret. Et ror på en båd er som et rat på en bil, bare meget større. Det er vildt sjovt at dreje på Lakridsalias ror. Når man drejer, knirker hun hyggeligt og tænker sig lidt om, før hun skifter retning.
Det er altid rart om bord på Lakridsalia. Der er en kabys og en masse kahytter. En kabys er køkkenet på et skib, og kahytter er der, hvor man sover. Og så er der et bordtennisrum. Der mangler bare et bordtennisbord.
Endelig er der kaptajnens kahyt. Gæt, hvem der er kaptajn på Lakridsalia. Mig! Vilter Ørngot, verdens bedste drømmekaptajn! Kaptajnens kahyt er forrest i skibet, inde bag galionsfiguren med den stribede natkjole. Der er en kæmpe stor seng, den fylder næsten hele rummet. Og så er der store vinduer, så man kan ligge og kigge på solnedgangen, mens man falder i søvn. Dét er hyggeligt, jeg bliver helt træt bare af at tænke på det! Gaaaaab
Lakridsalia har været med i flere af mine godnathistorier. Men jeg bliver aldrig træt af at have hende med i mine drømme, så hun dukker sikkert snart op igen. Måske står hun fortøjet på gaden uden for dit vindue i nat, når jeg kommer og vækker dig for at tage dig med til din helt egen drøm. Hvad siger du så!