
Vi skal passe på de ældre i disse tider! Men vores unger savner deres bedsteforældre (og omvendt) – og der går helt sikkert nogle uger endnu, før de kan mødes igen.
Rigtig mange ældre sidder mere eller mindre alene og keder sig – ligesom vores børn. En del af dem er også utrygge. Det er den kedelige, men uundgåelige virkelighed lige nu. Selvom børnene ikke kan give deres mormor eller farfar et knus for tiden, betyder det dog ikke, at de ikke kan have gavn af hinandens selskab på andre måder!
Stream en bedstemor
Med mindre bedsteforældrene hedder Brostrøm eller Terkelsen til efternavn, er de nok ikke så hyppige gæster i fjernsynet. Det vil vi ændre på! Man kan nemlig sagtens få Facetime eller Skype blæst op på den store skærm. Med den rigtige opsætning kan bedsteforældrene få lov til at fylde hele tv-skærmen i stuen og samtidig følge med i, hvad som sker foran skærmen. Der kan ikke engang Danmarks Radio være med…
Vi foreslår, at børnene får brændt noget krudt af og viser deres bedste disco-moves på tæppet foran fjernsynet. Eller laver en gymnastisk kolbøtte-og-stå-på-hovedet opvisning. Man må selvfølgelig også gerne bare tale sammen. Eller læse historier – det har vi skrevet om i denne artikel. Er der nogle fysiske brætspil, som kan klares over nettet? Sikkert – smid en kommentar og fortæl os, hvad der virker i jeres stue.
For at få den rigtige fornemmelse af nærhed foreslår vi, at du stiller den telefon, du laver skærmdelingen med, oven på fjernsynet med kameraet rettet fremad. Så kan børnene tale direkte ind i fjernsynet (via telefonens mikrofon) og se bedste i øjnene imens. Det er også smart, hvis den bedsteforælder, som er i den anden ende, stiller computer eller telefon på noget for at undgå, at billeder ryster alt for meget.
Teknikken bag – iPhone
Hvis du har en iPhone, er det ret nemt at få skærmen op på dit fjernsyn. Du skal bruge funktionen Skærmdublering, og dele dit skærmbillede i real time med enten en Chromecast (sådan cirka Googles udgave af en Apple TV) eller et Apple TV (sådan cirka Apples udgave af en Chromecast…). For at finde den rigtige menu, skal du swipe op fra bunden af din iPhone. Så finder du denne menu:
Her klikker du så der, hvor det står Dubler skærm. Så får du vist liste med tilgængelige muligheder for at dele din skærm. Klik på Apple TV, og din skærm dukker straks op på fjernsynet. Det kan godt drille lidt nogle gange – især hvis du (som mig) har et ældre Apple TV. I værste tilfælde skal du genstarte dit Apple TV eller forbindelsen, men nogle gange er det nok bare at prøve igen.
Teknikken bag – Android
Hvis du har en Android-telefon og en Chromcast koblet til dit fjernsyn, skal du bruge Google Home-appen. Så åbner du bare appen og vælger den enhed, der skal streames gennem.
Hvis du har et Apple TV, er det lidt mere bøvlet. Du kan ikke streame direkte fra din Android mobil til et Apple TV. Men der findes hjælp at hente i form af appen AllCast. Jeg har dog ikke afprøvet appen og kan ikke udtale mig om, hvordan eller hvor godt det virker.
Jeg håber at dette indlæg kan hjælpe bedsteforældre til at komme lidt tættere på børnebørnene her i Corona-tider. Og sørge for, at der kommer kvalitetsunderholdning i dit fjernsyn!
De bedste hilsner fra
Anders, medstifter af vilter.dk