Første skoledag med Vilter

Har du husket at skifte ven 1 ud med jeres skoles navn til denne historie?

Du hører noget pusle i mørket, og så kommer råbet:

“Av for syv sytten og en halv haveslange!”

Du er vågen på under et sekund – okay, måske nærmere to – og tænder lyset på dit værelse.

Og der står Vilter Ørngot, verdens bedste drømmepilot. Han ømmer sig.

“Hej Vilter,” siger du glad, for det bliver altid sjovt, når Vilter er i nærheden. “Hvad laver du?”

“Hej (barnets navn),” svarer Vilter og holder pege hænder om sin ene fod. “Jeg kom til at sparke til min skoletaske, fordi jeg blev sur over, at den er så tung og stikker mig i ryggen.”

“Skal du i skole?” spørger du overrasket, for du har aldrig hørt Vilter fortælle noget om at gå i skole. Faktisk virker Vilter slet ikke som et barn, der går i skole. Han virker ikke engang som en, der har forældre. Han kom bare en nat i sin rød-hvide pyjamas og med flyverhjelm og flyverbriller på hovedet. Han vækkede dig og spurgte, om du ville med på eventyr, og selvfølgelig sagde du ja. Lige siden har I været på en helt masse vilde ture overalt i verden og endda ned i munden på en hval og ind i et computerspil, for med Vilters særlige drømmebolsjer kan alting ske.

“Ja,” siger Vilter, “jeg skal faktisk være i skole om tyve minutter, men jeg kan ikke få alle mine ting til at være nede i tasken, og så tænkte jeg, at du måske kunne hjælpe mig, (barnets navn)?”

“Om tyve minutter?” siger du overrasket. “Men det er jo midt om natten!”

Vilter trækker på skuldrene.

“Drømmepiloter og troldebørn og dem med magiske evner går åbenbart i skole om natten. Min første time er lige over midnat.”

Du nikker og tænker, om du mon også skal gå i skole om natten? Det har du ikke hørt noget om, men det kunne da være ret sejt.

Du hopper ud af din seng og kigger ned i Vilters skoletaske, som overhovedet ikke ligner en skoletaske, men mere en rejsekuffert.

“Hvad er det her?” spørger du og trækker en blyant op, som har et ansigt malet på siden.

“Jeg er da en blyant,” siger blyanten, og du smider den forskrækket fra dig med et lille skrig.

“Av, for helgoland da,” råber blyanten nede fra gulvet.

“Undskyld,” siger du. “Jeg er bare ikke vant til talende blyanter.”

“Er du ikke?” spørger Vilter overrasket. “Men hvem fortæller dig så, hvad du skal skrive?”

“Øh,” siger du. “Det er jo det, jeg skal lære af min lærer.”

“Nå,” siger Vilter og hiver en tyk bog op fra sin skoletaske. “Har du så heller ingen bøger, der læser sig selv?”

“Nej, det er jo snyd. Og så lærer man heller ikke at læse selv,” svarer du.

“Læse selv?” siger Vilter. “Hvorfor er det vigtigt?”

Du rynker næsen. Ved Vilter da overhovedet ingenting?

“Man skal jo kunne læse for at forstå, hvad der står. Ikke kun i bøger, alle steder!” siger du og får øje på en mystisk tingest mere nede i Vilters kuffert. Det ligner en hat af stål. 

“Ja, se lige her, (barnets navn),” siger Vilter, da han ser, hvad du har fået øje på. “Det er min svare-rigtigt hat.”

Vilter tager hatten på hovedet.

“Man putter bare den her ind i øret, og så kan man svare på alt. Prøv at spørge mig om noget. Hvad som helst!”

Vilter putter en rød ledning i øret. Den er forbundet til hatten.

“Øh, hvad er syv gange sytten,” siger du og når kun lige at sige sytten, før Vilter råber:

“Det er 119!” 

Du ved ikke, om det er rigtigt, men det er det nok.

“Det er altså også snyd,” siger du. “Du går jo i skole for at lære noget, ikke bare for at svare rigtigt.” 

Vilter ser mærkelig ud i hovedet, og du skal lige til at spørge, hvad der er i vejen, da han siger: 

“(barnets navn), vil du ikke tage med mig på min første skoledag? Det er bare fordi, at jeg jo ikke kender så mange, og alting er helt nyt.”

“Selvfølgelig,” siger du og smiler. “Men hvordan kommer vi derhen?”

Vilter peger ud af vinduet på dit værelse, og nu ser du, at der svæver en kæmpe luftballon lige uden for dit vindue. Dit hjerte slår to ekstra slag lige oven i hinanden, for du elsker turene i Vilters magiske luftballon. 

“Yeah,” råber du glad, sætter af fra din vindueskarm og lander i kurven under ballonen. 

Du kigger på den tavle i kurven, hvor man kan trykke på en række knapper ligesom i en elevator. Valgmulighederne har ændret sig siden jeres seneste tur, kan du se. Nu står der:

Til ven1 (husk madpakke)

“Skal du også gå i skole på ven1?” siger du overrasket.

“Det er jo landets bedste skole, (barnets navn), og fortjener vi ikke det bedste, måske?”

“Joeh,” siger du. “Jeg troede bare, at ven1 var lukket om natten.”

Vilter smiler sit aller bredeste smil helt fra det ene stritøre til det andet og tilbage igen.

Nu svæver ballonen op over dit hus. Under jer kan du se veje, haver og hustage i din hjemby, og nu ser du også ven1. I lander på taget med et lille bump og finder en trappe, der leder ned til en dør. Du åbner, men Vilter vil ikke med ind. 

“Kom bare,” siger du. “Der er ingenting at være bange for. Alle er søde og lige så spændte på det hele som dig.”

“Måske vi lige skal have et ikke-bange bolsje,” siger Vilter og fisker et gult bolsje op fra den pose med drømmebolsjer, han altid har i lommen. Normalt er det dig, der får et bolsje, så du kan flyve eller tale med dyr eller noget helt tredje. I dag – eller rettere i nat – er det Vilter. Du behøver ikke et drømmebolsje, for du er bare nysgerrig og spændt på at se, hvordan det er at gå i skole.
“Jeg springer bolsjet over i nat,” siger du.

“Ha, (barnets navn) tør ikke spise ikke-bange bolsjer,” siger Vilter og sutter på sit bolsje. “Adr, bolsjet smager af sure træsko med mudder i.”

“Husk nu, at det først smager godt, når det virker,” siger du.

“Uhm, nu smager det af chokoladedyppet chokoladeis med chokoladesovs,” siger Vilter glad og går ind gennem døren til skolen.

Vilters klasselokale er fyldt af børn, og de sidste maser sig ind mellem jer. De ligner almindelige børn, tænker du. Og så alligevel ikke. Nogle har raketstøvler på fødderne. En har propel på ryggen. Fem børn svæver højt over det hele med ryggen mod loftet og prøver at nå ned til deres stol. Sådan er det åbenbart, når drømmepiloter og andre magikere går i skole.

“Hvad skal man?” spørger Vilter.

“Man skal bare gøre det, læreren siger,” svarer du. “Og så skal man række hånden op, hvis man gerne vil sige noget.”

“Hvad skal man sige?” spørger Vilter.

“Nogle gange spørger læreren om noget, og hvis man så kan svaret, rækker man hånden op,” forklarer du.

“Men jeg kan ikke svare på noget som helst,” siger Vilter, og du lægger din arm om ham.

“Bare rolig,” siger du. “Det er jo det, du er kommet i skole for at lære.”

Nu beder Læreren alle om at finde en plads ved de små borde. 

“Kan du ikke sidde ved siden af mig, (barnets navn)?” spørger Vilter, og så gør du det, for du er en god ven. Og du kender heller ikke andre.

“De ser da alle sammen søde ud,” hvisker du til Vilter. Han nikker glad og finder sin blyant, der skriver alle bogstaver rigtigt. Så tager han også bogen, der læser sig selv og lægger den foran sig. Du ryster på hovedet.

“Vilter, du snyder kun dig selv på den måde. Du er her jo for at lære, hvordan man lærer noget. Når man først har lært det, kan man lære alting.”

“Lære at lære,” fnyser Vilter. “Jeg vil hellere lære at stave til hekilopter baglæns, mens jeg flyver den på hovedet!” Læreren tysser venligt på drømmepiloten med en finger foran munden.

“Velkommen til jeres første skoledag,” siger Læreren, som også ser vældig sød ud, synes du. “I skal slet ikke være nervøse,” fortsætter Læreren. “I skal bare glæde jer til at blive klogere og få en masse nye kammerater. Det bliver helt fantastisk.”

Så går timen i gang. Du suger det hele til dig, for du ved, at det meget snart bliver din tur til at gå i skole. 

For hvert minut der går, glæder du dig endnu mere. Du glæder dig til at fylde rigtige bøger i din nye skoletaske. Du glæder dig til at lære at læse højt og læse lavt. Til at skrive op og skrive ned. Og at regne den både ud og ind. Du glæder dig til at række hånden op, fordi du faktisk godt kan svaret på lærerens spørgsmål. Du glæder dig til alle frikvartererne, hvor I skal lege ude på den seje legeplads foran ven1 og bare hygger jer helt vildt. Og så glæder du dig til at spise din madpakke, for du er sikker på, at den vil være fyldt med Nutella-madder.

 

Pludselig er det slut for i dag. Eller for i nat, for der er stadig lidt nat udenfor. 

“Aj, er det allerede slut, (barnets navn)?” spørger Vilter.

“Bare rolig, du kommer tilbage igen i morgen,” siger du. “Man går jo i skole fem dage om ugen.”

“Kun fem,” siger Vilter overrasket. “Hvad skal jeg så lave de andre seks dage om ugen?”

“Måske øve dig på at tælle ugedage,” foreslår du med et smil.

“Bare jeg stadig har tid til at komme om natten og tage dig med på nye drømmerejser,” siger Vilter og lægger armen om dine skuldre.

“Ja, det skal der være tid til,” siger du og giver Vilter et stort kram.

I går igen op på taget, hopper over i Vilters magiske luftballon og svæver gennem luften. Snart er ven1 bare en lille prik under jer, og nu ser du dit hus og styrer jer derned. Du kan se, at dit vindue stadig står åbent, og du kravler ind og tilbage i din seng. Vilter har givet dig et sov-syv-kvarter-i-timen bolsje, så du kan nå at blive helt frisk til i morgen. Det er der brug for, for dine arme og dine ben, din mave og dit hoved er så træt, at det mærkes, som om din krop vejer 173 komma 12 kilo. 

Du lukker langsomt øjnene og hører Vilter spille sin godnatmelodi på sin mundharmonika, sådan som han altid gør til sidst i drømmene. Lyden bliver svagere og svagere, mens luftballonen og Vilter sejler væk gennem natten. Lige inden du falder i søvn, når du at tænke, at det er det sejeste i hele verden, at du snart kan kalde dig: (barnets navn), skolebarn.

Hav en rigtig god første skoledag på ven1, (barnets navn)!